Jeg sad netop og tjekkede startsiden på min facebook, og faldt over en artikel som førte mig direkte videre til denne, et blogindlæg skrevet af komiker/forfatter, Christina Sederqvist. her

Normalt plejer jeg at grine af hende, når hun sammen med Linda P optræder skørt og fjollet på Tv(de to bedste komikere, udover Dybvaaaaad, hvis man spørger mig) men da jeg læste dette blev jeg faktisk meget rørt, for hèr blev komikken udskiftet med alvor – alvoren i og omkring unges syn på sig selv. Dette indlæg er bare en lynhurtig update, som jeg laver på min Samsung smartphone, jeg var bare nødt til at dele det! Christina kommer omkring en del ting, som skræmmende nok fylder enormt meget hos unge idag – måden hvorpå vi unge ser os selv og hvor dårlig vores selvopfattelse er. Her var det en ung pige som tog sit eget liv, fordi hun følte for stort et pres til fortsat at kunne fungere. Det gør mig ked af det! Jeg har selv haft lignende tanker, men har altid tænkt på min familie, de som elsker mig. Jeg ville ødelægge deres liv hvis jeg tog herfra på en sådan måde. Anyways. Christina skriver blandt andet noget i retningen af, at unge med psykiske kampe tager til psykolog og begynder så småt at se livet og sine problemer fra en mere positiv vinkel, men når så dette engang er ved at hjælpe, kommer udfordringen i at skulle leve et liv som en “normal” teenager, hvor det pludselig handler om at være perfekt. Hun har ret. Det er mere eller mindre sådan det er – desværre. Men hvad er “PERFEKT”? Er vi kun perfekte hvis vi bruger lag af makeup, har en bestemt hårfarve, går i et helt specielt og dyrt tøjmærke? Er vi perfekte hvis vi får 12 taller i alle vores eksaminer og er det så vigtigt hvad farve båndet på studenterhuen har? Er det ikke perfekt, hvis vi selv er tilfredse – tilfredse med os selv? Jeg vil gerne indrømme at jeg selv er utilfreds med nogle ting hos mig selv, dækker da også mine urenheder med makeup,  men derfor er jeg vel ikke “uperfekt”. Jeg har set nogle billeder florere på instagram, under tagget #PowerOfMakeup, hvor unge kvinder opdeler deres ansigt – den ene side med makeup og den anden side uden. Sådan et billede burde alle unge piger lave, særligt hvis man føler sig uperfekt. Jeg tror jeg vil prøve at uploade sådan et billede èn af dagene!

Godnat herfra :-*

Nu må sommeren gerne snart bryde ordentligt frem. Alle de triste grå skyer gør ikke just mit humør bedre – tværtimod. Dog er temperaturene ved at være ok, men hvor i alverden er solen henne i billedet? Er det bare endnu engang billedet af den danske sommer? sørgeligt men derimod sandt. Jeg kigger konstant på vejrudsigten på min telefon, og håber på bedre vejr hvert sekund. I følge denne prognose, skulle vi dog få rimeligt pragtfuldt vejr i den kommende uge, i Frederikshavn op til 27 grader, så det er okay, når man tænker på at byen ligger ud til vandet i Nordjylland!
Nok om vejret.
Nogle har måske læst at jeg lider af personlighedsforstyrrelsen “Borderline” – Mange tror at jeg er én af de personer som ser og hører ting som egentlig ikke er der, men nej. det er personlighedsforstyrrelsen “Skizofreni” – Jeg tror slet ikke jeg ville kunne være i stand til at leve med den forstyrrelse, så jeg tager hatten af for de som må kæmpe med denne lidelse! Anyways, så er borderline noget helt andet. Jeg ved knapt nok selv hvad det egentlig er jeg må kæmpe med, for det hele er så forvirrende – Den ene dag er man glad og alt er så positivt, den næste dag er jeg langt nede i et sort hul, hvor jeg egentlig ikke ser nogen anden udvej end at tage herfra, i mit tilfælde betyder dette – Netflix, min dyne og nul kontakt til omverdenen 😉
Jeg har altid haft det rigtigt svært psykisk. Det hele startede ud i en voldsom spiseforstyrrelse, i form af anoreksi. Jeg spiste virkeligt INGENTING. Jeg var skind og ben til langt op i mine teenage år – Ganske skrækkeligt, når jeg ser billeder af mig selv fra den tid. Jeg synes ikke selv jeg var en grim pige, jeg havde skam også venner, så mit liv var jo egentlig okay. Jeg var den lille uskyldige og sommetider stille pige, med det lange lyse hår, som jeg i dag har fået godt og grundigt splittet ad, med hårfarve og nogle lidt forkerte haircuts – Lad mig bare sige, at jeg nok aldrig skulle have eksperimenteret med livet som “emo” Jeg tyndede ud i mit ellers så flotte tykke, naturkrøllede hår, og det endte med at min mor måtte klippe det af op til mine skuldre – surt 🙁
I bund og grund er min sygdom, en lidelse som lukker ned for mine tanker og følelser, og det kan jeg dæleme love for at den gør! Jeg er ikke i stand til at forklare hvad jeg føler i specielle episoder, jeg kan ikke sige om jeg er sur, glad, vred, ked af det – Jeg nøjes med “Jeg har det fint” eller “det er fint nok”. Ud over dét ser jeg livet i sort og hvidt, aldrig noget derimellem. Er noget i mit liv gået imod mig, eller rammer jeg en udfordring, går jeg i baglås, går psykisk ned, og kan ikke finde nogle løsninger på det opståede problem. Det er for at sige det mildt, ganske forfærdeligt. Måske virker min korte forklaring ikke af meget, men det er mere end man regner med. Dette er blot nogle af de ting som for mig, som borderliner fylder enormt meget. For nogle er det måske noget andet der fylder. Ingen borderline patienter er ens. Jeg fik min diagnose stillet for omkring et år siden. Jeg havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling i 5 uger, da alt simpelthen blev for meget for mig, og derfor måtte have det hele lidt på afstand. Det var 5 rigtig behagelige uger, og jeg kan ikke takke psykiatrien nok, for at være nået frem til en konklusion. Borderline er en sygdom som først kan diagnoseres når man er omkring 20 år gammel – Ikke før, da man som teenager kan være meget vanskelig af sind – Man skal prøve en masse ting af og skabe en identitet. Som borderliner er der en kæmpe identitetsusikkerhed – Man ved ikke helt hvem man er.
Sidste sommer fik jeg foretaget min udredelse på psykiatrien for angst og personlighedsforstyrrelse, og måtte vente næsten et år på en indkaldelse til terapi – Meeeeget lang ventetid, skulle jeg hilse og sige! Jeg kan huske da jeg fik brevet for et par måneder siden. Det var en skøn følelse, for endelig følte jeg at nogle tog mig alvorligt. Behandlingen vil ca. strække sig over 2 år. Lige nu er jeg til behandling én gang om ugen. Til efteråret bliver det sat op til tre. Jeg gik i gymnasiet da jeg fik brevet, og tænkte at jeg var nødt til at træffe et valg – Uddannelsen eller mit liv? Jeg valgte derfor at droppe ud af min uddannelse i januar måned, og har altså været på kontanthjælp siden, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Det er simpelthen det dummeste valg jeg nogensinde har taget. Det har forårsaget spandevis af tårer, for jeg vil bare min uddannelse SÅ meget! Jeg har også karrierer drømme og en drøm om snart at få min hue på hovedet – Derfor har jeg nu fået arrangeret et møde med min tidligere rektor, på mit gamle uddannelsessted, og håber på at jeg kan få lov at tage min HF færdigt mens jeg er under behandling.
Mødet er nu på tirsdag.

So, Wish Me Luck!

Jeg ved ikke om man kan kalde denne “oplevelse” direkte forfærdelig, men jeg synes egentlig det er en smule trist eller ærgerligt på nogle punkter.
Jeg var en tur i vores lokale H&M forretning igår (Ja, i Frederikshavn har vi også en H&M, endda med to etager og rulletrapper!). I det gode vejr havde min kæreste og jeg ikke rigtigt andet at give os til, så det måtte betyde at vi skulle i gågaden og bruge alle de penge vi absolut ikke har på denne tid af måneden. Jeg skulle egentlig i H&M efter en ny pudderbørste, da de er langt billigere derinde, end de er i Matas, men der er simpelthen så mange fantastiske tilbud i butikken lige nu. Jeg købte en del trøjer til 20,- og kjolen jeg skal have på til min fætters studentergilde i næste uge!
Vi havde ret travlt, da vi også skulle nå nogle andre steder hen, inden byen lukkede, så jeg fløj rundt i butikken, men kunne bare ikke finde make-up hylden! hmm, tænkte jeg og blev nødt til at gå.

Senere da jeg kom hjem og satte mig foran min computer, så jeg til fældigt vis at en ung kvinde havde lagt et opslag op på en Facebook side, hvor hun spurgte om nogle skulle i en H&M forretning i nærmere fremtid, da hun manglede en bronze pudder(Billede vedlagt). Hun havde sågar tjekket deres hjemmeside, men derinde var den udsolgt, dog i første omgang sat ned til 20,-
Jeg undrede mig, men tænkte samtidigt “F**K”… Jeg er selv en meget glad ejer af en sådan bronze pudder. Min købte jeg nok da jeg var 12-13 år. Det var dengang jeg lige var begyndt at bruge lidt make-up. Det lignede lort, for jeg tværede den mørke pudder rundt i hele ansigtet, så jeg havde den flotte kant, som nogle også får hvis de ikke bruger en Foundation som passer til deres egen hudfarve. Jeg er altså naturligt blondine og MEGET lys i huden, så forestil jer lige hvordan det så ud – WOW..
Nå, men.. Jeg har altså stadig denne pudder. Dog bruger jeg den nu kun på mine kindben og lignende, når jeg har lagt min make-up, bare for at jeg ikke ser helt bleg ud. Min pudder røg desværre på gulvet forleden morgen, og så er den på vej til at være tømt. Jeg tænkte derfor, at jeg måtte i vores H&M igen, bare for at se om de tilfældigvis havde én til at ligge i en rodebunke med andre ting på tilbud.
Jeg tog derfor bussen ned til byen i formiddags, og skyndte mig i H&M. Jeg søgte rundt længe efter make-up, men hylden er simpelthen VÆK. Normalt plejer de at have mange make-up produkter.. Både børster, øjenskygger, læbestifter, neglelakke – You name it. Der var bare intet nogle steder! Jeg ved ikke om H&M er stoppet med at sælge make-up produkter eller hvad der sker?
Jeg fandt to billige toppe, 10,- pr stk. som jeg altså lige måtte have med, og så heldig som jeg åbenbart var i dag, så lå bronze pudderen oppe ved kassen.
Der var ikke mange tilbage, men det gør mig intet, for med én enkelt har jeg pudder til mange år ud i fremtiden 😉