Alt for mange valg, beslutninger og bekymringer!

Nu må sommeren gerne snart bryde ordentligt frem. Alle de triste grå skyer gør ikke just mit humør bedre – tværtimod. Dog er temperaturene ved at være ok, men hvor i alverden er solen henne i billedet? Er det bare endnu engang billedet af den danske sommer? sørgeligt men derimod sandt. Jeg kigger konstant på vejrudsigten på min telefon, og håber på bedre vejr hvert sekund. I følge denne prognose, skulle vi dog få rimeligt pragtfuldt vejr i den kommende uge, i Frederikshavn op til 27 grader, så det er okay, når man tænker på at byen ligger ud til vandet i Nordjylland!
Nok om vejret.
Nogle har måske læst at jeg lider af personlighedsforstyrrelsen “Borderline” – Mange tror at jeg er én af de personer som ser og hører ting som egentlig ikke er der, men nej. det er personlighedsforstyrrelsen “Skizofreni” – Jeg tror slet ikke jeg ville kunne være i stand til at leve med den forstyrrelse, så jeg tager hatten af for de som må kæmpe med denne lidelse! Anyways, så er borderline noget helt andet. Jeg ved knapt nok selv hvad det egentlig er jeg må kæmpe med, for det hele er så forvirrende – Den ene dag er man glad og alt er så positivt, den næste dag er jeg langt nede i et sort hul, hvor jeg egentlig ikke ser nogen anden udvej end at tage herfra, i mit tilfælde betyder dette – Netflix, min dyne og nul kontakt til omverdenen 😉
Jeg har altid haft det rigtigt svært psykisk. Det hele startede ud i en voldsom spiseforstyrrelse, i form af anoreksi. Jeg spiste virkeligt INGENTING. Jeg var skind og ben til langt op i mine teenage år – Ganske skrækkeligt, når jeg ser billeder af mig selv fra den tid. Jeg synes ikke selv jeg var en grim pige, jeg havde skam også venner, så mit liv var jo egentlig okay. Jeg var den lille uskyldige og sommetider stille pige, med det lange lyse hår, som jeg i dag har fået godt og grundigt splittet ad, med hårfarve og nogle lidt forkerte haircuts – Lad mig bare sige, at jeg nok aldrig skulle have eksperimenteret med livet som “emo” Jeg tyndede ud i mit ellers så flotte tykke, naturkrøllede hår, og det endte med at min mor måtte klippe det af op til mine skuldre – surt 🙁
I bund og grund er min sygdom, en lidelse som lukker ned for mine tanker og følelser, og det kan jeg dæleme love for at den gør! Jeg er ikke i stand til at forklare hvad jeg føler i specielle episoder, jeg kan ikke sige om jeg er sur, glad, vred, ked af det – Jeg nøjes med “Jeg har det fint” eller “det er fint nok”. Ud over dét ser jeg livet i sort og hvidt, aldrig noget derimellem. Er noget i mit liv gået imod mig, eller rammer jeg en udfordring, går jeg i baglås, går psykisk ned, og kan ikke finde nogle løsninger på det opståede problem. Det er for at sige det mildt, ganske forfærdeligt. Måske virker min korte forklaring ikke af meget, men det er mere end man regner med. Dette er blot nogle af de ting som for mig, som borderliner fylder enormt meget. For nogle er det måske noget andet der fylder. Ingen borderline patienter er ens. Jeg fik min diagnose stillet for omkring et år siden. Jeg havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling i 5 uger, da alt simpelthen blev for meget for mig, og derfor måtte have det hele lidt på afstand. Det var 5 rigtig behagelige uger, og jeg kan ikke takke psykiatrien nok, for at være nået frem til en konklusion. Borderline er en sygdom som først kan diagnoseres når man er omkring 20 år gammel – Ikke før, da man som teenager kan være meget vanskelig af sind – Man skal prøve en masse ting af og skabe en identitet. Som borderliner er der en kæmpe identitetsusikkerhed – Man ved ikke helt hvem man er.
Sidste sommer fik jeg foretaget min udredelse på psykiatrien for angst og personlighedsforstyrrelse, og måtte vente næsten et år på en indkaldelse til terapi – Meeeeget lang ventetid, skulle jeg hilse og sige! Jeg kan huske da jeg fik brevet for et par måneder siden. Det var en skøn følelse, for endelig følte jeg at nogle tog mig alvorligt. Behandlingen vil ca. strække sig over 2 år. Lige nu er jeg til behandling én gang om ugen. Til efteråret bliver det sat op til tre. Jeg gik i gymnasiet da jeg fik brevet, og tænkte at jeg var nødt til at træffe et valg – Uddannelsen eller mit liv? Jeg valgte derfor at droppe ud af min uddannelse i januar måned, og har altså været på kontanthjælp siden, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Det er simpelthen det dummeste valg jeg nogensinde har taget. Det har forårsaget spandevis af tårer, for jeg vil bare min uddannelse SÅ meget! Jeg har også karrierer drømme og en drøm om snart at få min hue på hovedet – Derfor har jeg nu fået arrangeret et møde med min tidligere rektor, på mit gamle uddannelsessted, og håber på at jeg kan få lov at tage min HF færdigt mens jeg er under behandling.
Mødet er nu på tirsdag.

So, Wish Me Luck!