Endelig skal jeg igang med min behandling igen!
Til de som ikke ved det, lider jeg af personlighedsforstyrrelsen Borderline.
Jeg oprettede denne blog i sin tid, for også at skrive om min sygdom, samt behandling, for måske at kunne hjælpe andre i samme båd som jeg – Hvad enten det er patienter eller pårørende.
Jeg synes selv, at sygdommen er helt vildt svær at forstå og sætte sig ind i. Jeg forstår stadig ikke helt hvad jeg egentlig fejler, hvorfor jeg gør som jeg gøre, reagerer som jeg gør osv.
Alle de spørgsmål som jeg selv sidder med, får jeg snart svar på, og jeg glæder mig helt vildt, men er samtidigt også nervøs. Jeg har selvfølgelig en forventning til, at jeg vil blive bedre til at håndtere min sygdom, når jeg kommer i behandling, eller at jeg en dag helt slipper af med den. Borderline er en hård nød at knække, men de fleste kan, med en ordentlig behandling, nå dertil, hvor man kan leve et værdigt liv. Når jeg nu skriver værdigt, mener jeg i form af at kunne gøre de ting, som andre gør. Jeg v il rigtig gerne på en videregående uddannelse, have et job og lignende, men det kan jeg simpelthen ikke lige pt. på grund af min sygdom. Nogle dage, kan jeg stå op og tænke, Hey! Jeg kan da sagtens klare 37 timers arbejde om ugen, men dagen efter kan jeg måske have det helt vildt dårligt, og ligge under min dyne i flere dage, simpelthen fordi jeg er så deprimeret. Så nej, et fuldtidsjob eller en uddannelse som kræver meget af mig, kan ikke komme på tale lige nu, men jeg håber at det kan om et par år.
Den behandling jeg skal igennem, varer ca. 3 år, og består af et forløb med psykoeducation, individuel terapi og gruppeterapi.
Jeg starter ud med 3 måneders psykoeducation, og det er egentlig blot nogle timer, hvor vi patienter på holdet, får grundlæggende viden omkring den sygdom vi har tilfælles.
Terapien starter d. 22. marts, og derefter vil jeg løbende komme med indlæg omkring det hele, til de som kunne have interesse. Der er ikke vildt mange der lider af Borderline, men jeg ved, at jeg i hvert fald selv ville ønske, at jeg kunne læse på en blog, som blandt andet skrev om sygdommen, derfor vælger jeg selv at bryde tabuet, og gøre det!

Min blog skal selvfølgelig ikke kun handle om Borderline, men også alt muligt andet. Sygdom bliver simpelthen for trættende i længden, og skal ikke være det eneste mit liv drejer sig om, selvom det selvfølgelig er vigtigt at få et velfungerende liv, og en hverdag, hvor man ikke konstant er i skiftende humør, identitetskrise eller har angst for alverdens ting.

Det at have borderline og samtidigt stræbe så meget for at få en uddannelse, som jeg gør, må jeg indrømme kan være en enormt kamp! Jeg tror faktisk aldrig jeg har oplevet noget som var hårdere end det jeg går igennem i forhold til min gymnasielle uddannelse.
Jeg er en mega stræber – Jeg er dog ikke altid lige tilfreds med mine karakterer, og min deltagelse i undervisningen er ikke altid specielt god.
Jeg startede på gymnasiet i 2012. De sidste år af min folkeskoletid var hårde og jeg var ikke meget i skole da jeg gik i 9. klasse, og måtte derfor sinde at jeg var nødt til at tage 10. klasse med, så det gjorde jeg. 10 klasse var nok mit bedste år i det jeg vil kalde folkeskolen. Jeg følte mig godt tilpas i min klasse og jeg havde nogle helt perfekte klassekammerater, særligt to af dem udgjorde en hel del af min hverdag og de hjalp mig meget! Da jeg gik i 10. klasse vidste jeg endnu ikke at jeg havde borderline, så det var også en kamp at stå op hver dag og ikke ane hvorfor jeg følte mig så utilpas og hvorfor jeg havde så mange problematikker oppe i mit hoved. Det var ekstremt forvirrende.
Jeg færdiggjorde 10. klasse med udmærkelse, så vidt jeg husker – Jeg var i hvert fald selv tilfreds med det jeg havde opnået, og jeg kom da også efterfølgende ind på den uddannelse jeg havde ønsket, hvilket i dette tilfælde var HTX. På HTX havde jeg det til dels ok. Nogle i min klasse havde jeg det pisse godt med, mens andre kun ønskede at skade mig og sænke mit psykiske niveau endnu mere end det allerede var sænket, men det siger vel egentlig blot mere om dem, end det siger om mig. Jeg har altid været den person, som ikke ønsker at se nogle blive holdt ude af fællesskabet og den indstilling havde jeg også da jeg gik på HTX. Jeg snakkede med de fleste i min klasse, men brugte det meste af tiden sammen med de som de andre ikke tog med ind i de sociale grupper. På den måde blev jeg selv dårligt stillet i klassen, men det gjorde mig egentlig ikke specielt meget, for jeg var ovre folkeskolen i forhold til andre i min klasse, som stadig syntes at det var sjovt at gøre grin med ham med brillerne eller hende som skilte sig ud, fordi hun havde det svært derhjemme. Kom nu over det og bliv voksen var vidst det jeg tænkte omkring det hele.
Jeg gik på HTX i halvandet år, hvor jeg også var heldig at have et godt forhold til flere elever fra de andre årgange. Jeg havde en del fravær fordi jeg havde det forfærdeligt psykisk. Jeg har sikkert nævnt det i et tidligere indlæg, men jeg stoppede på HTX, startede på HF søfart, hvor jeg også gik i halvandet år, inden jeg igen var nødt til at droppe ud på grund af mine psykiske problematikker. Et halvt år senere startede jeg igen i skole – Denne gang på HF, hvor jeg nu studerer.
Jeg er glad for at skolen gav mig endnu en chance for at få lov at færdiggøre min uddannelse, men selvom der nu kun er en måned til læseferie og to måneder til jeg bliver student, tror jeg stadig ikke at jeg har været 100 procent klar til at varetage mig en uddannelse af den her kaliber. Jeg skulle have overvejet situationen tilbage i 2012, og måske have lavet noget andet, indtil psykiatrien faktisk kunne stille en reel diagnose på mig, som de gjorde for snart 2 år siden.

Nu hvor tiden flyver afsted og vi kommer tættere og tættere på eksamen, kan jeg godt mærke at jeg faktisk er syg. Det er rigtig hårdt, netop fordi vi skal så mange ting på så ekstremt kort tid. Jeg mener at jeg nu mangler 9 eksaminer, heldigvis tror jeg på at jeg har en fordel i de skriftlige, fordi jeg generelt elsker at skrive, men de mundtlige er altså en kamp.
Jeg glæder mig helt ekstremt til at gennemføre min uddannelse, én gang for alle, og gudskelov har jeg hovedet med mig når det kommer til faglighed. Mit gennemsnit er lige nu på 7,9, hvoraf den ene af mine nu 5 karakterer er et 12 tal. Jeg har en tendens til at stille mig selv dårlige end jeg egentlig er. for 3 år siden var jeg til eksamen to fag, som jeg absolut IKKE havde styr på. Jeg havde lige inden eksamen været indlagt på psykiatrisk i 5 uger og følte mig bestemt ikke klar.
Den første eksamen var mediefag, og jeg havde slet ikke haft tid til at læse op på noget af det vi havde været igennem. Aftenen inden min eksamen sad jeg og skrev adskillige sider på min computer om filmiske virkemidler, som i mit hoved ingen mening gav. Jeg endte endda med at sidde med min mor i telefonen, mens jeg stortudede og med sikkerhed vidste at jeg ville dumpe. Min mor beroligede mig – hvilket hun altid gør inden en eksamen!
Dagen efter gik jeg til eksamen og bestod med et 7 tal!
Ugen efter skulle jeg til eksamen i NF (Kemi, biologi og geografi) i én eksamen.. Wow, jeg fatter virkelig intet af de tre fag, men også hér gik jeg ind og scorede et 7 tal, hvor jeg rent ud sagt græd af glæde foran mine lærere..
Jeg sidder stadig nu og tvivler på min præstation til mine sommer eksaminer om to måneder, men hvis jeg kunne få 7 i to fag jeg knapt havde haft psyke til at læse op på, så må jeg bestemt også kunne bestå de andre. Jeg har sat mig for at få et gennemsnit på mindst 7, og det tror jeg egentlig nok kan lade sig gøre!

Jeg ved hvor hårdt det er at leve med borderline – Jeg har kæmpet mine kampe og kæmper stadig. Min nuværende kamp er dog min kamp om at blive student om 2 måneder. Jeg ved med 110 procent sikkerhed at jeg nok skal gennemføre, men jeg tror kampen bliver hård og jeg tror bestemt den bliver hårdere end den er lige nu, mens jeg skriver det hér indlæg.
Jeg vil bevise overfor alle de folk som har støttet mig, min familie, mine kontaktpersoner, skolen, mine lærere og alle andre at man sagtens kan blive student med et flot gennemsnit, selvom man kæmper med en tarvelig personlighedsforstyrrelse. Jeg håber at jeg på én eller anden måde kan hjælpe andre til at tro på sig selv!
Jeg har været elendig til at tro på mig selv og har altid kritiseret mig selv og aldrig rost mig selv, hvilket man i særdeleshed bør gøre når man lever med en borderline eller en hvilken som helst andet sygdom. Alle mennesker bør egentlig se sig selv i spejlet mindst én gang om dagen og fortælle sig selv at man er god nok!
Jeg er medlem af en gruppe på Facebook, som udelukkende handler om borderline. jeg elsker at læse om andre borderlinere og hvordan de kæmper, både på arbejdsmarkedet og i skolen. Det er vigtigt at vise verden og sig selv at man sagtens kan, selvom man er syg!
jeg vil i hvert fald ikke læne mig tilbage og give op, for så vil jeg aldrig kunne se mig selv i øjnene igen. jeg græd mig selv i laser da jeg for 2. gang måtte droppe ud af en gymnasial uddannelse, og bestræber mig nu på at:

3. gang er LYKKENS gang… Og mere til!

Jeg fiksede blot en lynhurtig billede redigering i Photoshop, for at illustrere hvordan jeg især har det med MIN borderline personlighedsforstyrrelse!
Jeg forsøger med dette billede at vise, at jeg hver dag står op, og tager en “maske” på. Jeg tror ikke på, at jeg er mig selv til fulde, men at jeg hver dag står op og er en helt anden person end jeg var dagen forinden. Nogle dage er jeg en person jeg ønsker at være, andre dage, er det min indre dæmon, der har sat sig udenpå og så ønsker jeg bestemt ikke at være i min krop. Den ene dag kan jeg være super glad, mens jeg den efterfølgende kan være totalt indesluttet, ked af det og frustreret. Dette er for mit vedkommende, nok én af de sværeste dele i kampen om at vinde over Borderlinen!
Jeg har ikke bare én maske at vælge imellem. Hjemme hos mig, hænger der et hav af forskellige masker, som gør det ret uoverskueligt at overkomme hvilken maske jeg skal tage på de forskellige dage.
Borderline er som nogle ved eller måske har læst i mine tidligere indlæg, meget svær at forstå og sætte sig ind i, så dette er ét af mine bedste bud til at beskrive en enorm stor del af det vi kæmper med.

Jeg orkede virkelig ikke at bruge flere timer i Photoshop, så det vil jeg gerne undskylde for! 😉

For år tilbage, var sangen “Glem mig” og “Tag min hånd” med Sarah West, sange som jævnligt kørte i mit headset, mens jeg græd i timevis. Jeg var ikke særligt gammel, jeg var nærmest kun lige blevet en teenager. Jeg var så forstyrret af og omkring at finde min identitet, finde min plads i samfundet, men jeg fandt den aldrig, og den dag i dag, sidder jeg som 21 årig, student til sommer, men stadig ikke en snært af identitetsfølelse.
Denne problematik er letgenkendelig for flere med Borderline personlighedsforstyrrelse.
I folkeskolen var det bestemt ikke let. Nogle af årene passede jeg ind og var faktisk forholdsvis populær, også blandt drengene, som nok var noget mange piger var vilde med dengang 😉
Jeg syntes ikke selv at jeg var grim, og jeg havde også det lange fine lyse hår som alle drømmer om, dog havde jeg briller, som blev skiftet ud med kontaktlinser da jeg var 12, men alligevel. Jeg var vellidt.
Pludselig var jeg ikke så populær længere og alt det postive jeg havde, eller troede jeg havde opbygget med kammeratskaber, lærernes favorit der altid passede mine ting osv. osv. vendte pludselig rundt og det var her jeg blev upopulær, useriøs, doven og indelukket. Jeg ved ikke, eller kan i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt huske hvad der forårsagede at jeg blev som jeg gjorde, eller hvorfor størstedelen af mine klassekammerater vendte sig imod mig.
8. klasse mindes jeg som værende ét af de værste år i min folkeskoletid, egentlig var ingen af årene vildt gode, for der har altid været noget som var anderledes ved mig, i forhold til alle de andre, jeg kunne ikke overskue og kapere nær så meget som de kunne.
8. klasse var et år, som jeg kan huske, var præget af enormt meget fravær. Jeg gik fra at være klassens nummer 1, fagligt, til at være klassens nummer chok!
Min mor havde år forinden, været enormt psykisk sårbar, så min grund til alt mit fravær i slutningen af folkeskolen, var fordi jeg selv fik det værre og værre, men også fordi jeg altid sad i skolen og frygtede at min mor havde begået selvmord – skrækkelig tanke at sidde med, specielt for mit vedkommende, da min mor virkelig er min allerbedste ven i hele verden!
Min mor har bestemt ikke altid været, som beskrevet ovenfor, for egentlig opstår en borderline personlighedsforstyrrelse på baggrund af ting der er sket eller ikke er sket tidligt i ens liv, og mine første år, var fyldt med omsorgssvigt. Ingen mor, ingen far, ingen kærlighed. Jeg havde da mine forældre, men kærlighed fra dem modtog jeg ikke.
Jeg ønsker på ingen måde at udstille nogle, hverken mine forældre eller andre. Jeg har de dejligste forældre og kunne ikke ønske mig andre. Dét jeg kunne have ønsket, var at der var blevet taget hånd om tingene tilbage i i min barndom. Min mor var 20 år gammel da hun fødte mig, min far var 34 år og var desuden aldrig hjemme, så min mor var primært ladt alene med mig, og manglede nogle at tale med og støtte sig til – Jeg forstår godt at det var svært!
Anyways, tingene tog til. Siden jeg afsluttede 10. klasse i 2012, er der sket rigtig mange ting. Jeg har længe haft psykiske tendenser og problemer. I mange år havde jeg ekstrem spiseforstyrrelse og begyndte i slutningen af folkeskolen at skære i mig selv. Læger og psykologer mente at jeg blot havde en længerevarende depression, i form af belastningsreaktioner, så jeg fik antidepressivt medicin mod dette, hvilket desværre ingen virkning havde, udover at det tog nogle af mine selvmordstanker, som jeg også hver dag bar rundt på i mit hoved.
I sommeren 2012 startede jeg på HTX, hvilket jeg egentlig glædede mig meget til. Jeg var stadig den ret stille type, som ikke talte med mange. Efter lidt over et år på HTX blev det hele for meget. Jeg havde for meget fravær i en periode, hvilket resulterede i, at jeg umuligt kunne følge med på det niveau vi bestræb os indenfor. Jeg tog derfor beslutningen om at skifte uddannelse, hvilket jeg gjorde i efteråret 2013. Jeg skiftede til HF-søfart, hvor jeg kendte en del af eleverne, deriblandt min daværende kæreste. Det var en super dejlig klasse og jeg glædede mig til at komme i skole hver evig eneste dag, for jeg følte mig rent faktisk tilpas og velkommen blandt disse mennesker. Tingene og tankerne i mit hoved var stadig frustrerende, og jeg ønskede så gerne en diagnose eller nogle der kunne fortælle hvad jeg virkelig fejlede! I februar 2014 var tingene igen gået helt amok og jeg endte med at tage en overdosis af det medicin som ellers skulle rede mig fra at gøre det, mine antidepressive… Jeg frygtede ikke at dø og så alligevel gjorde jeg, i hvert fald skrev jeg kort efter en sms til min mor. Timerne derefter var frygtelige. Jeg havde det så elendigt og troede virkelig at jeg skulle dø. Jeg kastede op, havde mærkelige prikker og tegninger for øjnene, svedeture, rystelser i kroppen. Den nat sov jeg hos mine mor og stedfar.
Dagen efter tog vi til min egen læge, som spurgte mig direkte om hvorvidt jeg havde lyst til indlæggelse. Jeg havde lyst til at råbe højt “JA, indlæg mig, endelig ser i hvor svært det hér liv er!” Jeg blev herefter indlagt på psykiatrisk, et døgn i Brønderslev og efterfølgende fik jeg et værelse på psykiatrisk i min egen by, hvor min mor jævnligt kunne besøge mig. Jeg var indlagt i 5 uger, nogle af de bedste uger i mit liv, vil jeg mene!
Jeg gik stadig i skole på HF-søfart og måtte til dels også passe denne. Min klasse og lærere kendte til mit selvmordsforsøg, så det var ikke helt så slemt at starte op igen.
Under min indlæggelse var der nærmest ingen tvivl om, at det var borderline jeg havde og senere i sommeren 2014, fik jeg dette bekræftet ved en udredning og blev samtidigt tilbudt et behandlingsforløb på deres afdeling, hvilket jeg takkede ja til.
i januar 2015, droppede jeg derfor endnu engang ud af min uddannelse fordi jeg ville satse på at lære min sygdom at kende, lære at den er en del af mig og lære at leve med den på ordentlig vis. Det gik fint i et halvt år, jeg nød de første måneder på kontanthjælp, uden særlige forpligtelser, pånær en kæreste som behandlede mig direkte forfærdeligt. Jeg tog derfor igen en kæmpe beslutning, og valgte min behandling fra, for igen at starte på en uddannelse, nu den almindelige HF, som jeg er færdig med om få måneder! (YES, finally I can say; I DID IT). Da jeg startede på HF for et halvt års tid siden tænkte jeg, at jeg var nødt til at fokusere på at gennemføre denne gang, at ingen skulle stå i vejen og være en hindring for at jeg får min studenterhue, og dermed valgte jeg at bryde forholdet til min daværende kæreste, hvilket kom som et chok for ham, men til glæde for alle andre, inklusive mig selv.
I dag sidder jeg i min lejlighed og nyder solen gennem vinduet. En del glæde er at føle, specielt hvis jeg drejer hovedet lidt til højre, og ser på det menneske som har givet mig så meget mere livsglæde – Min kæreste.
Jeg giver ikke op, og ønsker det samme for andre med samme lidelse. Et liv med borderline er en enorm kamp at kæmpe, både hvis man er ramt af sygdommen, men også hvis man står på sidelinjen som pårørende.
Jeg ønsker mere åbenhed omkring Borderline, derfor vælger jeg at smide alle kort på bordet og bryde tabuet, ved at fortælle én meget stor og ærlig del af min historie!

Nu må sommeren gerne snart bryde ordentligt frem. Alle de triste grå skyer gør ikke just mit humør bedre – tværtimod. Dog er temperaturene ved at være ok, men hvor i alverden er solen henne i billedet? Er det bare endnu engang billedet af den danske sommer? sørgeligt men derimod sandt. Jeg kigger konstant på vejrudsigten på min telefon, og håber på bedre vejr hvert sekund. I følge denne prognose, skulle vi dog få rimeligt pragtfuldt vejr i den kommende uge, i Frederikshavn op til 27 grader, så det er okay, når man tænker på at byen ligger ud til vandet i Nordjylland!
Nok om vejret.
Nogle har måske læst at jeg lider af personlighedsforstyrrelsen “Borderline” – Mange tror at jeg er én af de personer som ser og hører ting som egentlig ikke er der, men nej. det er personlighedsforstyrrelsen “Skizofreni” – Jeg tror slet ikke jeg ville kunne være i stand til at leve med den forstyrrelse, så jeg tager hatten af for de som må kæmpe med denne lidelse! Anyways, så er borderline noget helt andet. Jeg ved knapt nok selv hvad det egentlig er jeg må kæmpe med, for det hele er så forvirrende – Den ene dag er man glad og alt er så positivt, den næste dag er jeg langt nede i et sort hul, hvor jeg egentlig ikke ser nogen anden udvej end at tage herfra, i mit tilfælde betyder dette – Netflix, min dyne og nul kontakt til omverdenen 😉
Jeg har altid haft det rigtigt svært psykisk. Det hele startede ud i en voldsom spiseforstyrrelse, i form af anoreksi. Jeg spiste virkeligt INGENTING. Jeg var skind og ben til langt op i mine teenage år – Ganske skrækkeligt, når jeg ser billeder af mig selv fra den tid. Jeg synes ikke selv jeg var en grim pige, jeg havde skam også venner, så mit liv var jo egentlig okay. Jeg var den lille uskyldige og sommetider stille pige, med det lange lyse hår, som jeg i dag har fået godt og grundigt splittet ad, med hårfarve og nogle lidt forkerte haircuts – Lad mig bare sige, at jeg nok aldrig skulle have eksperimenteret med livet som “emo” Jeg tyndede ud i mit ellers så flotte tykke, naturkrøllede hår, og det endte med at min mor måtte klippe det af op til mine skuldre – surt 🙁
I bund og grund er min sygdom, en lidelse som lukker ned for mine tanker og følelser, og det kan jeg dæleme love for at den gør! Jeg er ikke i stand til at forklare hvad jeg føler i specielle episoder, jeg kan ikke sige om jeg er sur, glad, vred, ked af det – Jeg nøjes med “Jeg har det fint” eller “det er fint nok”. Ud over dét ser jeg livet i sort og hvidt, aldrig noget derimellem. Er noget i mit liv gået imod mig, eller rammer jeg en udfordring, går jeg i baglås, går psykisk ned, og kan ikke finde nogle løsninger på det opståede problem. Det er for at sige det mildt, ganske forfærdeligt. Måske virker min korte forklaring ikke af meget, men det er mere end man regner med. Dette er blot nogle af de ting som for mig, som borderliner fylder enormt meget. For nogle er det måske noget andet der fylder. Ingen borderline patienter er ens. Jeg fik min diagnose stillet for omkring et år siden. Jeg havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling i 5 uger, da alt simpelthen blev for meget for mig, og derfor måtte have det hele lidt på afstand. Det var 5 rigtig behagelige uger, og jeg kan ikke takke psykiatrien nok, for at være nået frem til en konklusion. Borderline er en sygdom som først kan diagnoseres når man er omkring 20 år gammel – Ikke før, da man som teenager kan være meget vanskelig af sind – Man skal prøve en masse ting af og skabe en identitet. Som borderliner er der en kæmpe identitetsusikkerhed – Man ved ikke helt hvem man er.
Sidste sommer fik jeg foretaget min udredelse på psykiatrien for angst og personlighedsforstyrrelse, og måtte vente næsten et år på en indkaldelse til terapi – Meeeeget lang ventetid, skulle jeg hilse og sige! Jeg kan huske da jeg fik brevet for et par måneder siden. Det var en skøn følelse, for endelig følte jeg at nogle tog mig alvorligt. Behandlingen vil ca. strække sig over 2 år. Lige nu er jeg til behandling én gang om ugen. Til efteråret bliver det sat op til tre. Jeg gik i gymnasiet da jeg fik brevet, og tænkte at jeg var nødt til at træffe et valg – Uddannelsen eller mit liv? Jeg valgte derfor at droppe ud af min uddannelse i januar måned, og har altså været på kontanthjælp siden, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Det er simpelthen det dummeste valg jeg nogensinde har taget. Det har forårsaget spandevis af tårer, for jeg vil bare min uddannelse SÅ meget! Jeg har også karrierer drømme og en drøm om snart at få min hue på hovedet – Derfor har jeg nu fået arrangeret et møde med min tidligere rektor, på mit gamle uddannelsessted, og håber på at jeg kan få lov at tage min HF færdigt mens jeg er under behandling.
Mødet er nu på tirsdag.

So, Wish Me Luck!