Jeg savner hende

D. 23. marts er det præcist 2 år siden, at min mormor drog herfra.
Det gør stadig hammerondt inden i mig, når jeg tænker på hende. Jeg savner hende jo, og det gør jeg hver dag. Nogle dage tænker jeg bare ikke så meget over det, fordi livet trods alt skal gå videre, selvom vi mister folk vi holder af. Jeg er dog sikker på, at min mormor stadig er her sammen med mig, hvis ikke i form af hendes sjæl, så i hvert fald i mit hjerte, og i mine tanker.

Hendes død var pinefuld, men også smukt, hvis man tager det symbolske i det hele med.
Det er bestemt ikke smukt at dø – Tværtimod. Det er noget af det mest grusomme, men noget man skal igennem, og det ved vi godt.
Det som rørte mig mest for 2 år siden var nok, at hun fik konstateret kræft på min fødselsdag. Hvorfor lige på den dag, og hvorfor overhovedet?
Hvorfor kunne min mormor ikke få lov at overleve, hvorfor skulle hun tages fra os, allerede nu?

Jeg var meget ked af det i perioden, hvor min mormor var syg. Jeg kunne ikke tale med hende om det, men jeg skrev lange breve til hende, som hun fik. På den måde kunne jeg forklare hende alt jeg gik med inde i mit hoved – Hun var jo trods alt min mormor, min gode ven.
I et brev til hende, ét af de sidste faktisk, skrev jeg til hende:
“Hvis jeg kunne love dig én ting, så ville jeg love dig, at du ikke skal være alene. Jeg vil ønske, at kunne holde din hånd, til dit hjerte ikke længere slår”
Det er svært at love sådan noget, for døden er uforudsigelig, men alligevel holdte jeg, hvad jeg gerne ville have lovet.
Min mormor fik det dårligere og dårlige, og det endte med, at min mor, min onkel og jeg sad hos hende en hel nat. Vi sov lidt på skift, men sad ellers omkring hendes seng, hvor hun lå helt stille og træk vejret ganske svagt. Jeg klemte stille hendes hånd, og jeg slap den ikke, med mindre jeg skulle på toilettet.
Da hun d. 23. marts kl. 08:44 trak vejret for sidste gang, holdt jeg stadig hendes hånd, som jeg havde lovet hende. Det var hårdt, og tårerne trillede ned over mine kinder. Det gjorde de også flere dage derefter. Det gjorde så ondt, og det var så uretfærdigt.

Jeg hjalp med at løfte låget på hendes kiste – Jeg satte hendes urne ned i jorden. Alle de ting gjorde jeg, og det var hårdt, men det betyder alligevel alverden.

Min mormor er min engel i himmelen.