Om at være studerende med Borderline!

Det at have borderline og samtidigt stræbe så meget for at få en uddannelse, som jeg gør, må jeg indrømme kan være en enormt kamp! Jeg tror faktisk aldrig jeg har oplevet noget som var hårdere end det jeg går igennem i forhold til min gymnasielle uddannelse.
Jeg er en mega stræber – Jeg er dog ikke altid lige tilfreds med mine karakterer, og min deltagelse i undervisningen er ikke altid specielt god.
Jeg startede på gymnasiet i 2012. De sidste år af min folkeskoletid var hårde og jeg var ikke meget i skole da jeg gik i 9. klasse, og måtte derfor sinde at jeg var nødt til at tage 10. klasse med, så det gjorde jeg. 10 klasse var nok mit bedste år i det jeg vil kalde folkeskolen. Jeg følte mig godt tilpas i min klasse og jeg havde nogle helt perfekte klassekammerater, særligt to af dem udgjorde en hel del af min hverdag og de hjalp mig meget! Da jeg gik i 10. klasse vidste jeg endnu ikke at jeg havde borderline, så det var også en kamp at stå op hver dag og ikke ane hvorfor jeg følte mig så utilpas og hvorfor jeg havde så mange problematikker oppe i mit hoved. Det var ekstremt forvirrende.
Jeg færdiggjorde 10. klasse med udmærkelse, så vidt jeg husker – Jeg var i hvert fald selv tilfreds med det jeg havde opnået, og jeg kom da også efterfølgende ind på den uddannelse jeg havde ønsket, hvilket i dette tilfælde var HTX. På HTX havde jeg det til dels ok. Nogle i min klasse havde jeg det pisse godt med, mens andre kun ønskede at skade mig og sænke mit psykiske niveau endnu mere end det allerede var sænket, men det siger vel egentlig blot mere om dem, end det siger om mig. Jeg har altid været den person, som ikke ønsker at se nogle blive holdt ude af fællesskabet og den indstilling havde jeg også da jeg gik på HTX. Jeg snakkede med de fleste i min klasse, men brugte det meste af tiden sammen med de som de andre ikke tog med ind i de sociale grupper. På den måde blev jeg selv dårligt stillet i klassen, men det gjorde mig egentlig ikke specielt meget, for jeg var ovre folkeskolen i forhold til andre i min klasse, som stadig syntes at det var sjovt at gøre grin med ham med brillerne eller hende som skilte sig ud, fordi hun havde det svært derhjemme. Kom nu over det og bliv voksen var vidst det jeg tænkte omkring det hele.
Jeg gik på HTX i halvandet år, hvor jeg også var heldig at have et godt forhold til flere elever fra de andre årgange. Jeg havde en del fravær fordi jeg havde det forfærdeligt psykisk. Jeg har sikkert nævnt det i et tidligere indlæg, men jeg stoppede på HTX, startede på HF søfart, hvor jeg også gik i halvandet år, inden jeg igen var nødt til at droppe ud på grund af mine psykiske problematikker. Et halvt år senere startede jeg igen i skole – Denne gang på HF, hvor jeg nu studerer.
Jeg er glad for at skolen gav mig endnu en chance for at få lov at færdiggøre min uddannelse, men selvom der nu kun er en måned til læseferie og to måneder til jeg bliver student, tror jeg stadig ikke at jeg har været 100 procent klar til at varetage mig en uddannelse af den her kaliber. Jeg skulle have overvejet situationen tilbage i 2012, og måske have lavet noget andet, indtil psykiatrien faktisk kunne stille en reel diagnose på mig, som de gjorde for snart 2 år siden.

Nu hvor tiden flyver afsted og vi kommer tættere og tættere på eksamen, kan jeg godt mærke at jeg faktisk er syg. Det er rigtig hårdt, netop fordi vi skal så mange ting på så ekstremt kort tid. Jeg mener at jeg nu mangler 9 eksaminer, heldigvis tror jeg på at jeg har en fordel i de skriftlige, fordi jeg generelt elsker at skrive, men de mundtlige er altså en kamp.
Jeg glæder mig helt ekstremt til at gennemføre min uddannelse, én gang for alle, og gudskelov har jeg hovedet med mig når det kommer til faglighed. Mit gennemsnit er lige nu på 7,9, hvoraf den ene af mine nu 5 karakterer er et 12 tal. Jeg har en tendens til at stille mig selv dårlige end jeg egentlig er. for 3 år siden var jeg til eksamen to fag, som jeg absolut IKKE havde styr på. Jeg havde lige inden eksamen været indlagt på psykiatrisk i 5 uger og følte mig bestemt ikke klar.
Den første eksamen var mediefag, og jeg havde slet ikke haft tid til at læse op på noget af det vi havde været igennem. Aftenen inden min eksamen sad jeg og skrev adskillige sider på min computer om filmiske virkemidler, som i mit hoved ingen mening gav. Jeg endte endda med at sidde med min mor i telefonen, mens jeg stortudede og med sikkerhed vidste at jeg ville dumpe. Min mor beroligede mig – hvilket hun altid gør inden en eksamen!
Dagen efter gik jeg til eksamen og bestod med et 7 tal!
Ugen efter skulle jeg til eksamen i NF (Kemi, biologi og geografi) i én eksamen.. Wow, jeg fatter virkelig intet af de tre fag, men også hér gik jeg ind og scorede et 7 tal, hvor jeg rent ud sagt græd af glæde foran mine lærere..
Jeg sidder stadig nu og tvivler på min præstation til mine sommer eksaminer om to måneder, men hvis jeg kunne få 7 i to fag jeg knapt havde haft psyke til at læse op på, så må jeg bestemt også kunne bestå de andre. Jeg har sat mig for at få et gennemsnit på mindst 7, og det tror jeg egentlig nok kan lade sig gøre!

Jeg ved hvor hårdt det er at leve med borderline – Jeg har kæmpet mine kampe og kæmper stadig. Min nuværende kamp er dog min kamp om at blive student om 2 måneder. Jeg ved med 110 procent sikkerhed at jeg nok skal gennemføre, men jeg tror kampen bliver hård og jeg tror bestemt den bliver hårdere end den er lige nu, mens jeg skriver det hér indlæg.
Jeg vil bevise overfor alle de folk som har støttet mig, min familie, mine kontaktpersoner, skolen, mine lærere og alle andre at man sagtens kan blive student med et flot gennemsnit, selvom man kæmper med en tarvelig personlighedsforstyrrelse. Jeg håber at jeg på én eller anden måde kan hjælpe andre til at tro på sig selv!
Jeg har været elendig til at tro på mig selv og har altid kritiseret mig selv og aldrig rost mig selv, hvilket man i særdeleshed bør gøre når man lever med en borderline eller en hvilken som helst andet sygdom. Alle mennesker bør egentlig se sig selv i spejlet mindst én gang om dagen og fortælle sig selv at man er god nok!
Jeg er medlem af en gruppe på Facebook, som udelukkende handler om borderline. jeg elsker at læse om andre borderlinere og hvordan de kæmper, både på arbejdsmarkedet og i skolen. Det er vigtigt at vise verden og sig selv at man sagtens kan, selvom man er syg!
jeg vil i hvert fald ikke læne mig tilbage og give op, for så vil jeg aldrig kunne se mig selv i øjnene igen. jeg græd mig selv i laser da jeg for 2. gang måtte droppe ud af en gymnasial uddannelse, og bestræber mig nu på at:

3. gang er LYKKENS gang… Og mere til!