“Glem mig, jeg er allerede væk” eller det troede jeg i hvert fald!

For år tilbage, var sangen “Glem mig” og “Tag min hånd” med Sarah West, sange som jævnligt kørte i mit headset, mens jeg græd i timevis. Jeg var ikke særligt gammel, jeg var nærmest kun lige blevet en teenager. Jeg var så forstyrret af og omkring at finde min identitet, finde min plads i samfundet, men jeg fandt den aldrig, og den dag i dag, sidder jeg som 21 årig, student til sommer, men stadig ikke en snært af identitetsfølelse.
Denne problematik er letgenkendelig for flere med Borderline personlighedsforstyrrelse.
I folkeskolen var det bestemt ikke let. Nogle af årene passede jeg ind og var faktisk forholdsvis populær, også blandt drengene, som nok var noget mange piger var vilde med dengang 😉
Jeg syntes ikke selv at jeg var grim, og jeg havde også det lange fine lyse hår som alle drømmer om, dog havde jeg briller, som blev skiftet ud med kontaktlinser da jeg var 12, men alligevel. Jeg var vellidt.
Pludselig var jeg ikke så populær længere og alt det postive jeg havde, eller troede jeg havde opbygget med kammeratskaber, lærernes favorit der altid passede mine ting osv. osv. vendte pludselig rundt og det var her jeg blev upopulær, useriøs, doven og indelukket. Jeg ved ikke, eller kan i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt huske hvad der forårsagede at jeg blev som jeg gjorde, eller hvorfor størstedelen af mine klassekammerater vendte sig imod mig.
8. klasse mindes jeg som værende ét af de værste år i min folkeskoletid, egentlig var ingen af årene vildt gode, for der har altid været noget som var anderledes ved mig, i forhold til alle de andre, jeg kunne ikke overskue og kapere nær så meget som de kunne.
8. klasse var et år, som jeg kan huske, var præget af enormt meget fravær. Jeg gik fra at være klassens nummer 1, fagligt, til at være klassens nummer chok!
Min mor havde år forinden, været enormt psykisk sårbar, så min grund til alt mit fravær i slutningen af folkeskolen, var fordi jeg selv fik det værre og værre, men også fordi jeg altid sad i skolen og frygtede at min mor havde begået selvmord – skrækkelig tanke at sidde med, specielt for mit vedkommende, da min mor virkelig er min allerbedste ven i hele verden!
Min mor har bestemt ikke altid været, som beskrevet ovenfor, for egentlig opstår en borderline personlighedsforstyrrelse på baggrund af ting der er sket eller ikke er sket tidligt i ens liv, og mine første år, var fyldt med omsorgssvigt. Ingen mor, ingen far, ingen kærlighed. Jeg havde da mine forældre, men kærlighed fra dem modtog jeg ikke.
Jeg ønsker på ingen måde at udstille nogle, hverken mine forældre eller andre. Jeg har de dejligste forældre og kunne ikke ønske mig andre. Dét jeg kunne have ønsket, var at der var blevet taget hånd om tingene tilbage i i min barndom. Min mor var 20 år gammel da hun fødte mig, min far var 34 år og var desuden aldrig hjemme, så min mor var primært ladt alene med mig, og manglede nogle at tale med og støtte sig til – Jeg forstår godt at det var svært!
Anyways, tingene tog til. Siden jeg afsluttede 10. klasse i 2012, er der sket rigtig mange ting. Jeg har længe haft psykiske tendenser og problemer. I mange år havde jeg ekstrem spiseforstyrrelse og begyndte i slutningen af folkeskolen at skære i mig selv. Læger og psykologer mente at jeg blot havde en længerevarende depression, i form af belastningsreaktioner, så jeg fik antidepressivt medicin mod dette, hvilket desværre ingen virkning havde, udover at det tog nogle af mine selvmordstanker, som jeg også hver dag bar rundt på i mit hoved.
I sommeren 2012 startede jeg på HTX, hvilket jeg egentlig glædede mig meget til. Jeg var stadig den ret stille type, som ikke talte med mange. Efter lidt over et år på HTX blev det hele for meget. Jeg havde for meget fravær i en periode, hvilket resulterede i, at jeg umuligt kunne følge med på det niveau vi bestræb os indenfor. Jeg tog derfor beslutningen om at skifte uddannelse, hvilket jeg gjorde i efteråret 2013. Jeg skiftede til HF-søfart, hvor jeg kendte en del af eleverne, deriblandt min daværende kæreste. Det var en super dejlig klasse og jeg glædede mig til at komme i skole hver evig eneste dag, for jeg følte mig rent faktisk tilpas og velkommen blandt disse mennesker. Tingene og tankerne i mit hoved var stadig frustrerende, og jeg ønskede så gerne en diagnose eller nogle der kunne fortælle hvad jeg virkelig fejlede! I februar 2014 var tingene igen gået helt amok og jeg endte med at tage en overdosis af det medicin som ellers skulle rede mig fra at gøre det, mine antidepressive… Jeg frygtede ikke at dø og så alligevel gjorde jeg, i hvert fald skrev jeg kort efter en sms til min mor. Timerne derefter var frygtelige. Jeg havde det så elendigt og troede virkelig at jeg skulle dø. Jeg kastede op, havde mærkelige prikker og tegninger for øjnene, svedeture, rystelser i kroppen. Den nat sov jeg hos mine mor og stedfar.
Dagen efter tog vi til min egen læge, som spurgte mig direkte om hvorvidt jeg havde lyst til indlæggelse. Jeg havde lyst til at råbe højt “JA, indlæg mig, endelig ser i hvor svært det hér liv er!” Jeg blev herefter indlagt på psykiatrisk, et døgn i Brønderslev og efterfølgende fik jeg et værelse på psykiatrisk i min egen by, hvor min mor jævnligt kunne besøge mig. Jeg var indlagt i 5 uger, nogle af de bedste uger i mit liv, vil jeg mene!
Jeg gik stadig i skole på HF-søfart og måtte til dels også passe denne. Min klasse og lærere kendte til mit selvmordsforsøg, så det var ikke helt så slemt at starte op igen.
Under min indlæggelse var der nærmest ingen tvivl om, at det var borderline jeg havde og senere i sommeren 2014, fik jeg dette bekræftet ved en udredning og blev samtidigt tilbudt et behandlingsforløb på deres afdeling, hvilket jeg takkede ja til.
i januar 2015, droppede jeg derfor endnu engang ud af min uddannelse fordi jeg ville satse på at lære min sygdom at kende, lære at den er en del af mig og lære at leve med den på ordentlig vis. Det gik fint i et halvt år, jeg nød de første måneder på kontanthjælp, uden særlige forpligtelser, pånær en kæreste som behandlede mig direkte forfærdeligt. Jeg tog derfor igen en kæmpe beslutning, og valgte min behandling fra, for igen at starte på en uddannelse, nu den almindelige HF, som jeg er færdig med om få måneder! (YES, finally I can say; I DID IT). Da jeg startede på HF for et halvt års tid siden tænkte jeg, at jeg var nødt til at fokusere på at gennemføre denne gang, at ingen skulle stå i vejen og være en hindring for at jeg får min studenterhue, og dermed valgte jeg at bryde forholdet til min daværende kæreste, hvilket kom som et chok for ham, men til glæde for alle andre, inklusive mig selv.
I dag sidder jeg i min lejlighed og nyder solen gennem vinduet. En del glæde er at føle, specielt hvis jeg drejer hovedet lidt til højre, og ser på det menneske som har givet mig så meget mere livsglæde – Min kæreste.
Jeg giver ikke op, og ønsker det samme for andre med samme lidelse. Et liv med borderline er en enorm kamp at kæmpe, både hvis man er ramt af sygdommen, men også hvis man står på sidelinjen som pårørende.
Jeg ønsker mere åbenhed omkring Borderline, derfor vælger jeg at smide alle kort på bordet og bryde tabuet, ved at fortælle én meget stor og ærlig del af min historie!